SønderjyskE slog Århus
Formstærke Århus blev besejret i spændende dyst i Skansen
Århus Håndbold er kommet flyvende fra start i denne sæson, mens SønderjyskE ikke helt har ramt topniveauet.
Derfor var der lagt op til et spændende opgør mellem de to hold i Broager Sparekasse Skansen lørdag eftermiddag. Og kampen blev lige så spændende som forudset. Først i sidste minut sikrede SønderjyskE sig sejren i kamp, hvor de to hold skiftedes til at have føringen.
SønderjyskE spillede måske sæsonens hidtil bedste kamp, og flere spillere viste højere niveau end tidligere i sæsonen.
"Vi er stabile i angrebet, hvor vi lykkes med mange ting. Vi var lidt udfordret mod deres 3-2-1-forsvar, men vi spiller noget af det bedste offensive håndbold hidtil mod deres 6-0-forsvar. Tidligere er vi gået lidt ned defensivt, når vi har spillet godt offensivt og omvendt, men i dag holder vi et højt niveau i begge ender. Spillerne har virkeligt fortjent sejren i dag," sagde SønderjyskE's cheftræner Morten Henriksen til Lokalavisen efter kampen.
Skide godt
"Det var skide godt. Der var godt gange i publikum, og der blev gået til vaflerne på banen. Det er nok vores mest stabile præstation i hele sæsonen, og når man spiller godt, er chancen for point jo større," sagde Claus Kjeldgaard efter kampen til Lokalavisen.
Han blev sammen med Jonas Samuelsson topscorer for SønderjyskE med seks mål.
Da Gøran Sørheim netop er blevet skadet i tre måneder, kan Claus Kjeldgaard sandsynligvis se frem til mere spilletid, hvilket ikke er ideelt, da han døjer med en overbelastningsskade i knæet.
"Jeg er nok godt træt i morgen. Nu skal jeg lige overleve kampen mod Skjern, og så skal jeg til behandling i Silkeborg efterfulgt af en uges pause. Jeg håber, at det hjælper. Så vores kamppause kommer på et fint tidspunkt for mig," sagde Claus Kjeldgaard.
Netop Claus Kjeldgaards store præstation i kampen vækker glæder hos Morten Henriksen.
"Vi er selvfølgeligt hårdt ramt af Gørans skade. Det er et kæmpe tab, men heldigvis spiller Claus en super kamp. Claus er også udfordret med nogle knæproblemer, så vi kigger på flere løsninger til næste kamp. Vi har kun haft et par dage til at forberede os på Gørans fravær, så nu skal vi arbejde på flere alternativer," mener Morten Henriksen.
Han kan glæde sig over to hjemmesejre på stribe og en opadgående formkurve. Dermed er Skansen måske igen på vej til at blive en stærk fæstningen for de lyseblå løver.
Der var ikke kun SønderjyskE, der måtte undvære en profil i Gøran Sørheim. Også gæsterne fra Århus var ramt en af skade: Den talentfulde målmand, Emil Nielsen, sad over, og i stedet blev målet vogtet af Jens Fredsgaard. Det gav plads til et mini-comeback på bænken til målmandsveteranen Jan "Tromle" Nielsen. Han var dog kun på banen ved et enkelt straffekast, som han ikke formåede at redde.