Mistænkelig mand satte sig ind i ulåst bil
Natalie Stratigos
En mand kom torsdag formiddag hen til sin ulåste bil, der holdt parkeret på Hollændervej i Kolding, da han så en fremmed mand i færd med at sætte sig ind i bilen. Gerningsmanden blev forskrækket og løb straks fra stedet, hvor han efterlod en cykel og en sportstaske.
Ifølge politiassistent Mich Klausen fra Sydøstjyllands Politi var der intet af interesse i sportstasken. Der var intet signalement af gerningsmanden, som politiet efterfølgende ledte efter.
"Han har ikke gjort noget kriminelt, men det er da en mistænkelig handling, så vi kunne godt tænke os at snakke med ham," siger Mich Klausen.