Hjertestarterdag på Køge Sygehus
KØGE: Fredag den 16. oktober er det for tredje gang Hjertestarterdag i Danmark og i resten af EU.
Dagen sætter fokus på, hvordan man yder genoplivning og på, hvor vigtigt det er, at man kan og tør træde til med livreddende førstehjælp, når man ser en person falde om med hjertestop.
I Danmark vil der være åbent hus-arrangementer i hele landet, hvor forskellige aktører inden for genoplivning inviterer danskerne til at lære mere om hjertemassage, kunstigt åndedræt og at bruge en hjertestarter. Alle arrangementer er gratis at deltage i.
Hvert år får 3.500 danskere hjertestop uden for hospital, og 12 pct. overlever. Hvis flere danskere lærer livreddende førstehjælp, vil flere liv kunne reddes.
Hjertestarterdagen skal derfor øge danskernes viden om livreddende førstehjælp og brug af hjertestartere.
Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden står bag Hjertestarterdagen i Danmark. Initiativet kommer fra EU-Parlamentet, og dagen markeres i alle EU-landene.
Lokalt foregår det på Køge Sygehus, Lykkebækvej i Køge i tidsrummet fra kl. 11.00-14.00. Alle er velkomne!
Læs mere på www.hjertestarterdagen.dk.
pm