Post Danmark åbner endnu et posthus
Borgerne i Randers får det nu endnu nemmere, når pakken med nethandelskøbet skal
hentes. I dag åbner Post Danmark nemlig endnu et nyt posthus i byen – denne gang
hos KIWI på Gl. Hobrovej
"Vi arbejder hele tiden på, at det skal være nemmere for vores kunder, når de mange
pakker fra den boomende e-handel skal hentes. Derfor er vi glade for at åbne posthus
nummer 8 i Randers som det seneste i en lang række nye posthuse til glæde for
kunderne i Randers-området", siger Gordon Dalsgaard, kundechef i Post Danmark.
I det nye posthus kan kunderne hente pakker, som bestilles til direkte afhentning på
posthuset. Der kan også sendes breve og pakker samt købes frimærker og pakkeporto
– og alle posttilbud kan benyttes i hele butikkens åbningstid alle ugens dage.
Pakker, som er bestilt til hjemadressen, men hvor kunden ikke er hjemme, når
pakkebuddet forsøger at aflevere pakken, vil fortsat blive lagt til afhentning på det
posthus, hvor man i dag er vant til at hente sine pakker. Det vil altid fremgå af den
besked, man modtager fra Post Danmark, hvor pakken skal afhentes.
I alt har Post Danmark omkring 1.575 udleveringssteder over hele landet, hvoraf de
ca. 1.100 er posthuse og de ca. 475 er Pakkebokse.