Køge Park vil skabe arbejdspladser og vækst i millionklassen
Nye beregninger viser, at Superliga-stadionbyggeriet Køge Park vil skabe flere hundrede nye job og en tocifret årlig millionindtægt til gavn for hele Køge Kommune.
STADIONBYGGERI: Når erhvervsparken og stadionbyggeriet står færdigt, vil det udover dagligvarebutikker, hotel, boliger og kontorer skabe flere hundrede nye arbejdspladser.
Nye beregninger viser, at det giver kommunen en samlet økonomisk effekt på 15 mio. årligt på kort sigt og på længere sigt op mod 30 mio. kroner.
Køge Park forventes at beskæftige mere end 650 medarbejdere. Halvdelen vil være nye job, mens resten vil komme fra lokale virksomheder, der flytter ind i parken. Det vil på lidt længere sigt betyde, at nye virksomheder kan flytte ind i de lokaler, der nu bliver ledige andre steder i byen.
På mellemlangt sigt forventes det således, at Køge Park vil skabe omkring 835 nye arbejdspladser på landsplan. Udover de nye arbejdspladser på selve stadionområdet, vil der nemlig også være arbejde til underleverandører og til den lokale detailhandel.
Der har fra starten været politisk enighed om vigtigheden af økonomisk balance i den kommunale del af projektet. De nye beregninger viser med al tydelighed, at Køge Park ikke bare er i balance, men er en god forretning for kommunen.
- Dette er en rigtig god business case, der viser, at investeringer i erhverv og udvikling kommer hele Køge Kommune til gavn – kulturelt såvel som økonomisk, siger borgmester Flemming Christensen.
Køge Park – led i Køges udvikling som regionalt kraftcenter
Den ny erhvervspark spiller sammen med Køge Kommunes ambitiøse erhvervsindsats generelt. Med den får Køge sports- og andre kulturoplevelser i superligaklassen, ligesom forholdene for Køge Kommunes breddeidræt bliver forbedret med en ny hal, nye klublokaler og gode træningsmuligheder for mange idrætsforeninger.
Køge Park er led i udbygningen af Køge som regionalt kraftcenter. Sammen med 4.000 nye arbejdspladser i den nye bydel Køge Kyst samt 3.000 arbejdspladser på Region Sjællands nye Universitetssygehus, vil det styrke Køges regionale position frem mod 2020.
Udbygningen af infrastrukturen med udvidelsen af Køge Bugt-motorvejen, ny station i Køge Nord for både S-tog og Regionaltog i forbindelse med den nye jernbane fra Ringsted til København er helt centrale for Køge Park.
Fakta om analysen
Tallene i undersøgelsen baserer sig på Økonomi- og Indenrigsministeriets Finansieringsudvalgs vurdering af kommunale effekter af at etablere nye virksomheder.
Beskæftigelsesvirkningerne er beregnet af kontoret for Regional Udvikling i Region Sjælland og bygger på LINE-modellen, der er en lokaløkonomisk model til fremskrivning og konsekvensberegning af lokal økonomi.