Brave Rishøj gav AGF kamp til stregen
Det undertippede Danmarksseriehold gav kæmpefavoritterne AGF sved på panden i DBU Pokalkampen i Tingbjerg
FODBOLD: Årets kamp hos Rishøj Boldklub udspillede sig tirsdag aften på Tingbjerg Idrætspark i Brønshøj, hvor klubben, der til daglig er repræsenteret i Danmarksseriens Pulje 2 tog imod Superligaklubben AGF. Kampen var et led i DBU Pokalens 4. runde - ottendedelsfinalerne.
Der er p.t. 33 pladser mellem de to klubber, så alt andet end en AGF sejr ville være en kæmpe sensation. AGF er en klub der har historisk mange sejre i DBU's Pokalturnering - ni ialt og deltagelse i yderligere to finaler.
Første halvleg foregik som ventet på AGFs præmisser. Aarhusianerne havde bolden så at sige hele tiden, men Rishøj, der havde en kompakt defensiv stod stærkt på banen, og der blev løbet og kæmpet til den helt store guldmedalje. Kun få gange var Rishøj gæster i AGFs straffesparksfelt i første halvleg, men de gange de hvidklædte Rishøj-drenge var i offensiven formåede de ikke at sætte AGFs reserve-keeper Lukas Fernandes på arbejde. Han havde en meget stille aften i Tingbjerg.
AGF virkede trods masser af overskud i spilfordelingen, utroligt bovlamme. Kun gange få gange blev Christian Emil Pedersen i Rishøj-målet sat på prøver. Man skulle helt hen til det 20. minut før Kim Aabech med et fesent forsøg satte Rishøj-keeperen på arbejde for første gang i kampen.
Ni minutter senere viste AGF igen lidt fra sig da Ahmed Yasin forsøgte sig med et langskud som gik snert forbi Rishøj-målet..
Aleksander Cavric var tæt på fire minutter før pausen da hans indlæg tog overkanten af overliggeren.
I halvlegens sidste to minutter pressede AGF på og fik en serie hjørnespark. På det ene måtte Christian Emil Petersen ty til en fin refleksredning for at forhindre Jesper Lange i at score fra tæt hold, og på det efterfølgende hjørnespark headede Kim Aabech bolden på den ene opstander.
Men også Rishøj sluttede halvlegen godt af med et par gode angreb uden dog at det mundede ud i noget chancemæssigt.
0-0 var stillingen meget overraskende da det sidste fløjt lød til pause. Sensationen lurede.
Rishøj kom ud til anden halvleg med samme gode gejst og fight som kendetegnede holdet i de første 45 minutter. Holdet holdt AGF fra fadet og aarhusianerne måtte ty til skud fra distancen for at true det velfungerende Rishøj-forsvar, godt styret af veteranen Dennis Danry, hvis rutine var rigtigt gavnligt for østsjællænderne.
AGF fortsatte med det idéforladte spil og jo mere tiden skred frem på stadionuret i Tingbjerg Idrætspark jo mere begyndte Rishøj at tro på at sensationen kunne blive til virkelighed.
I det 60. minut følte AGF sig snydt for et straffespark. Kampens Superligadommer Benjamin Helm Svedborg flyttede dog frisparket uden for feltet.
Største mulighed i anden halvleg tilfaldt Kim Aabech i det 62. minut, men Christian Emil Petersen hev en flot redning ud af ærmet.
AGFs forløsning kom dog i kampens 67. minut, da Dino Mikanovic tog chancen fra omkring 30 meter og bolden strøg ind i den nærmeste trekant uden chance for Christian Emil Petersen.
En kold spand vand i hovedet på de fantastisk kæmpende Rishøj-folk, der indtil dette øjeblik havde leveret en helte indsats.
Og så var det ligesom pusten gik ud af Rishøj-ballonen. Fem minutter senere blev netop indskiftede Morten Nordstrand spillet fri af Danny Olsen i feltet og han scorede sikkert hos Christian Emil Petersen.
2-0 og dermed var kampen reelt afgjort. Resten af kampen var kun et spørgsmål om AGF-sejrens størrelse. Rishøj formåede ikke længere at komme frem ad banen. Kræfterne var brugt op. Desuden måtte holdet spille de sidste 10 minutter med 10 og en halv mand da Zia Wahidi kort efter at holdet havde foretaget sin tredje og sidste udskiftning pådrog sig en forstrækning/fibersprængning.
I kampens sidste minut scorede Kim Aabech direkte på frispark og cementerede AGFs sejr på 3-0.
En kamp som Rishøj Boldklub kan være pavestolte over trods nederlaget - som jo i bund og grund var ventet. Men AGF måtte arbejde endog meget hårdt for at få de tapre amatører sendt ud af DBU Pokalen 2015/16 inden de selv kunne indløse billet til kvartfinalerne der spilles til foråret.