Aabenraa bliver Kulturarvskommune 2015
Dysten om at få del i økonomisk og faglig støtte til udvikling af kulturarven er afgjort. Vinderkommunerne får hjælp til at benytte kulturarv som springbræt for at tiltrække og fastholde borgere og turister samt skabe lokal stolthed.
Formand for Kultur- og Fritid i Aabenraa Kommune, Tim Wulff, vidste endnu ikke, at Aabenraa var blandt vinderne, da Lokalavisen ringede for en kommentar.
"Jamen, det glæder mig da virkelig at høre, det er jeg sørme glad for," lød den umiddelbare kommentar fra formanden.
De fem kommuner, som har vundet i Kulturstyrelsens og Realdanias tredje omgang kulturarvsprojekt, er Næstved, Aabenraa, Greve, Brønderslev og Vesthimmerlands kommuner.
Kulturminister Bertel Haarder glæder sig over, at kommuner fordelt over hele landet har øje for, at kulturarven kan benyttes til udvikling af det nutidige og fremtidige liv i bysamfund uden for hovedstaden eller i landområder:
”Kommunerne har et stort ansvar for de historiske huse. Det er derfor dejligt at se, at de kommer med ideer til, hvordan de kan benytte den byggede kulturarv til at skabe nye muligheder – som det f.eks. er set i Silkeborg og Aalborg, hvor gamle industribygninger har fået nyt liv. Det er jo en fornøjelse at se, hvordan kultur og erhverv blomstrer i den tidligere papirfabrik i Silkeborg og langs havnen i Aalborg, hvor et tidligere kraftværk sprudler af kultur og idræt ,” siger han.
Resultaterne af de forrige to runder ”Kulturarvskommune” var positive, blandt andet blev der skabt vedvarende samarbejder mellem forvaltninger, museer og andre kulturinteressenter, som bragte kulturarven i spil til glæde for borgerne.
Projektets første runde begyndte i 2005 og havde sit udspring i en landsdækkende undersøgelse af befolkningens holdning til kulturarv. Undersøgelsen viste blandt andet, at over 70 pct. fandt kulturarven vigtig for en kommunes virksomheder og borgeres velbefindende.