Fortsæt til indhold

Køge skruer op for kultursamarbejdet

Arkiv
Arkiv

KØGE: Kultur på højt niveau, på tværs af kommunegrænserne. Det er idéen med kulturaftalen Kulturmetropol Copenhagen, som Køge Kommune bliver en del af i de kommende fire år sammen med en række andre kommuner fra hovedstadsområdet, Region Hovedstaden samt Kulturministeriet.
Køge har lang tradition for at samarbejde regionalt på kulturområdet.
Det har blandt andet fået Golden Days-festivalen til at lægge arrangementer i Køge-området.
I år var der omkring 600 deltagere i Køges del af Golden Days, fortæller formanden for Byrådets Kultur- og Idrætsudvalg, Anette Simoni:
- Kulturaftalerne betyder, at vi kan tilbyde nogle aktiviteter til borgerne her i lokalområdet, som de ellers skulle rejse til København efter. Men kulturtilbud af høj kvalitet kan også være med til at promovere hele hovedstadsregionen og fx trække turister hertil. Så selvfølgelig skal vi være med, siger udvalgsformanden.
Køge Kommune vil blandt andet bruge den nye kulturaftale som løftestang for musiklivet. Der skal sættes turbo på talentudviklingen, og der skal samarbejdes om koncerter og events, som giver genlyd både regionalt, nationalt og internationalt.
Det vil koste Køge Kommune 120.000 kroner årligt at være med i Kulturmetropol Copenhagen. Aftalen er en fortsættelse af det tidligere KulturmetropolØresund, som var et samarbejde mellem i alt 26 kommuner, region Hovedstaden og Kulturministeriet.
pm