Fortsæt til indhold

Bymidteprojekt peger i retning af et glansbillede

Arkiv
Arkiv

Jeg har med stor interesse studeret de to forslag til en bymidte - og der kan ikke være nogen tvivl om, at de ser flotte ud. Samtidig skal man dog ikke have set mange arkitektforslag til byforskønnelse, for at vide, at der skal trækkes en hel del fra de flotte planchers virkelighed til den virkelighed, der kommer til at opstå, når projekterne føres ud i livet. Det tilsyneladende rigtige og levende liv på plancherne er forskønnede scenarier, hvor mennesker i alle aldre flokkes og har det helt igennem dejligt. Det ser forjættende og absolut besnærende ud, men spørgsmålet er naturligvis, om det er andet end et glansbillede eller en utopi, der nogensinde kan nærme sig virkeligheden i Hvidovre. Det er for mig fortsat uklart, om behovet for en bymidte rent faktisk eksisterer. Behovsanalysen mangler i den forstand, og vi ikke ved, hvad det egentlig er, Hvidovre har brug for. Det ville absolut være rart at skabe noget, der er behov for, frem for et luftkastel. Og dertil må vi ikke glemme, at der hurtigt kan findes en hel del andre områder - og bygninger ikke mindst, herunder også Risbjerggård - der er mere end trængende, når det gælder en omgang istandsættelse. Når det så er sagt, så er det godt, at de to tegnestuer tilsyneladende har lyttet til de input, der er kommet fra den gruppe af borgere, der har engageret sig i bymidteprojektet. Og det skal heller ikke være en hemmelighed, at jeg trods alt er glad for, at bedømmelsesudvalget har peget i retning af det mest grønne af de to forslag. For grønt er i min optik godt, i hvert fald i en bymæssig sammenhæng.