Frugtlund indvies på Oldemorstoft
Formand for Aabenraa Kommunes udvalg for Fritid og Kultur planter det første træ. Sydbank Fonden har støttet projektet med kr. 25.000,- og fonden vil være repræsenteret ved John Elkjær, Sydbank i Padborg, der også planter et træ.
Projektet er et udslag af en strategi, der skal inddrage museets grønne områder som en del af en aktiv formidling af vores levende kulturarv (planter). Mange frugtsorter er tæt på at forsvinde, da udvalget i butikker og planteskoler er indskrænket til et begrænset antal sorter, der alle er højt forædlede og udvalgt efter især sødme og den røde farve. Dermed er de tidligere tiders spise- og madæbler presset og mange lokale træer, som måske er opstået i haven på en gård eller langs en vej, bliver ikke bevaret for eftertiden.
Det skal projektet være med til at lave om på.
”Hvis der sidder en haveejer med et spændende frugttræ et sted i Padborg eller omegn, så hører museet gerne om det”, siger museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff, Oldemorstoft. ”Måske har en bedste- eller oldefar tiltrukket et æble eller en pære med spændende egenskaber, som det vil være interessant at bevare. Hvis både træets historie og frugtens egenskaber er gode, kunne det være begyndelsen på en ny, anerkendt sort – en sønderjysk Ingrid Marie, måske.”
”Helt fantastisk vil det være, hvis der i et lokalområde i Sønderjylland kendes til en bestemt sort, som kun er udbredt dér, men som der måske kun er nogle få træer tilbage af. I det tilfælde vil museet gerne være en del af bevaringsindsats”, slutter museumsinspektøren.
Museet glæder også sig til at kunne anvende den megen frugt, for eksempel i forbindelse med ferieaktiviteter, til både bagning, madlavning og til most.
Alle er velkomne til indvielsen.