Fortsæt til indhold

Ansatte i sfo og klubber boostes til nye opgaver

Tilsynsrapporter fra det første halve år med skolereform og sfo’er peger på udfordringer

Arkiv
Arkiv

I det første halve år med skolereformen og fritidshjem, der er blevet til sfo’er, oplevede sfo’er og klubber en del udfordringer i forhold til pædagogernes nye rolle i skolen og deltagelse i fx understøttende undervisning og lektiehjælp. Det viser de tilsynsrapporter, der er lavet for hver enkelt sfo og klub for 2014, og som Kommunalbestyrelsen fornylig havde på dagsordenen. Ifølge rapporterne var der også udfordringer i forhold til den kortere åbningstid i kommunens sfo’er og klubber, der bl.a. giver mindre tid til aktiviteter og nærvær. For klubpædagogerne kunne det indimellem være svært at nå både timerne på skolen og retur og åbne klubben. Endelig var det svært for pædagogerne at få tid til at lave fælles forberedelse med lærerne. Det er ifølge tilsynet gået bedst med planlægning af samarbejdet skoler og fritidstilbud imellem, der hvor ledelsen har sikret, at der blev afsat tid, hvor både lærere og pædagoger er til stede. På trods af at der for børn, forældre og ikke mindst ansatte i sfo og klub, er sket markante omlægninger af deres hverdag, opleves det her et år efter skolereformen, at der stadig udvikles nye ideer til at styrke samarbejdet og skabe bedre rammer for sfo og klub. Fx arbejder en skole med at starte sfo’ens aktiviteter som en del af den understøttende undervisning og fortsætte denne direkte i sfo tiden, f.eks. i svømmehallen eller på skøjtebanen. Dette giver mulighed for at sfo’en kan gennemføre aktiviteter der ellers er vanskelige at nå, samtidigt med at børnene tilbydes motion og bevægelse i forhold til skolereformen. Siden sommerferien har ca. 100 ansatte fra sfo og klub deltaget i et kursus om læringsmålsstyret læring. Et kursus, der skal klæde dem på til denne opgave sammen med lærerne. Endvidere har pædagoger fra klub og sfo deltaget i planlægning og kursusvirksomhed i uge 32 sammen med skolen og lærerne. Alt dette for at forberede dem bedre på opgaverne i skolen. Kommunalbestyrelsen tog tilsynet til efterretning og besluttede, at tilsynet bliver fremover lavet så det følger skoleåret frem for kalenderåret. Det betyder, at den næste tilsynsrapport bliver lavet i slutningen af det nuværende skoleår.