Fortsæt til indhold

Stort vejarbejde ved Storcentret i næste uge

Arkiv
Arkiv

Asfaltsæsonen er ved at være slut, men inden entreprenøren lukker ned for vinteren, er der et stort arbejde tilbage. Krydset ved Kolding Storcenter mellem Vejlevej/Ny Esbjergvej/Skovvangen skal have nyt asfalt. Arbejdet kommer til at foregå om natten, hovedsageligt i uge 45. Krydset vil være lukket, mens der arbejdes.
”Vi har i samarbejde med asfaltentreprenøren valgt at lade arbejdet udføre om natten, da det giver gener for færrest billister. Når hele krydset lukkes, sker det dels af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed, dels fordi arbejdet kan udføres hurtigere, når der ingen trafik er,” forklarer vejingeniør Rasmus Bonde, Kolding Kommune.
Arbejdet udføres i perioden fra søndag den 1. november til og med fredag den 6. november. Om søndagen arbejdes der i tidsrummet kl. 17-06, mens der mandag til fredag arbejdes klokken 20–06.
I disse perioder er Vejlevej spærret nord for Platinvej og op til lige syd for Egtvedvej. Ny Esbjergvej vil være helt lukket. Det betyder at der vil være omkørsel via Platinvej, Stålvej, Birkedam og Egtvedvej mens krydset er lukket.
Skovvangen er lukket umiddelbart efter den sidste indkørsel til Storcenteret. Det betyder at man skal via C.F. Tietgens Vej og Platinvej for at komme ud på motorvejen.
Alle adgangsveje til Storcenteret vil være tilgængelige i hele perioden, det er dog kun muligt at dreje øst ad Skovvangen ved de sydlige udkørsler.
”Vi sørger naturligvis for, at der er sat omkørselsskilte op, så bilisterne guides på rette vej under asfaltarbejdet,” lover Rasmus Bonde.