Rotter er et stigende problem i kommunen
Der er rotter i området omkring Frihedens Boligselskab, men rotteproblemet er generelt, lyder det fra Hvidovre Kommunens rottebekæmpelse
Sådan skriver en læser til Hvidovre Avis, og læseren tilføjer, at rotterne især ses i området mellem Frihedens Boligselskab og Engstrandskolen. Hvidovre Avis har spurgt Teknisk Forvaltning om rotteproblematikken, og forvaltningen bekræfter, at der er rotter i området, men også, at det langt fra er det eneste sted i Hvidovre. - Det er korrekt, som borgeren skriver, at der igen er rotter i området. De nævnte steder, er vi i gang med bekæmpelse, siger Connie Nielsen, der er driftsleder i Hvidovre Kommunes tekniske forvaltning. Hvidovre Kommune er således kontinuerligt i gang med rottebekæmpelsen og påpeger, at forekomsten af rotter kan have mange forskellige årsager. - Årsagen til forekomst af rotter er altid svært at spå om, da der kan være mange forskellige årsager. Rottebekæmperne undersøger altid for kloakbrud, da det er den typiske årsag til forekomst af rotter, fortæller Connie Nielsen. Årsagen kan dog også være, at der er uro i området, som er med til at jage rotterne ud af deres vante gange. - Der bliver renoveret i boligselskabet, så det kan være en af årsagerne, til at rotterne nu kommer frem, men der kan også være mange andre årsager, som naturlig opblomstring, gode leveforhold for rotter etc., siger Connie Nielsen. Connie Nielsen tilføjer, at der generelt er mange rotteanmeldelser i kommunen og at anmeldelserne er spredt ud over hele byen. - Vores rottebekæmpere gør, hvad de kan for at følge med de mange anmeldelser, og tager alle anmeldelser seriøse, slutter Connie Nielsen og gør opmærksom på, at man har pligt til at anmelde det til kommunen, hvis man ser en rotte.