En aktiv dame bliver 75 år
Fra forældrevalgt medlem af skolenævn og skolekommission og videre til tillidsposter i forældreforeningen Skole og Samfund, bl.a. i Statens Pædagogiske Forsøgscenter, Grundskolerådet, og stærkt engageret omkring særforsorgens udlægning, blev hun i 1981 opstillet som konservativ kandidat til Københavns Amtsråd på en 13. plads. Hun sprængte listen og blev 1. suppleant, og allerede i marts 1982 blev hun medlem af Amtsrådet. Før valget spurgte mange: “Hvad er din mærkesag ” Et kunstmuseum i Køge Bugt Strandpark” var svaret. At ville etablere et kunstmuseum på Vestegnen var på den tid et noget kontroversielt forslag, men forslaget blev til virkelighed. Arken blev indviet i 1996. Museets tilblivelse blev fulgt tæt af Nina Berrig, først som medlem af dommerkomiteen og siden som medlem af Arkens bestyrelse. Ved sin indtræden i Amtsrådet blev Nina medlem af amtets social- og sundhedsudvalg, siden har det sociale og sundhedsmæssige arbejde været hendes politiske hovedinteresse, hvilket bl.a. førte til, at hun som formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget fik lagt et godt og grundigt fundament for den sundheds- og forebyggelsesprofil, som kommunerne og Regionen overtog pr. 1. januar 2007. Det er i øvrigt ikke få steder hvor fruen politisk og socialt har ladet sig engagere gennem årene. Her skal blot i flæng nævnes nogle af de seneste poster Nina med flid har bestridt: Formand for Grønlændernes hus i København, i bestyrelsen for de “Europæiske Kvinder”, landsformand for Osteoporoseforeningen, næstformand i Danmarks Lungeforening, formand for Danmarks Lungeforenings lokalafdeling i Vallensbæk-Ishøj, i bestyrelsen for Overførstergården, næstformand i Etisk Komite DA i Region Hovedstaden, formand i “Regnbuehuset”, et dagtilbud for sindslidende i Taastrup, og - ikke at forglemme - formand for Sankt Lucas Stiftelsens bestyrelse, hvor hun nu har sat kronen på værket med etablering af Danmarks første børne- og ungehospice. Et engagement i LIONS er der også blevet plads til, her er hun i Kabinettet som chairman for handicap. Nina Berrig er dybt kunstnerisk interesseret. Hun var i en lang årrække formand for den lokale kunstforening i Vallensbæk. Når tiden tillader det, er hun selv meget aktiv med pensel og palet, ja holder sågar malerskole med sine børnebørn i sommerhuset i Asserbo, når kongepudlen “Sussi” ikke kræver al hendes tid. Der holdes åbent hus på dagen mellem kl. 15 og 17 på hjemadressen, Syvhøjvænge 133 i Vallensbæk.