Fortsæt til indhold

Måske flere timer med to voksne

Hvidovre Kommune følger måske opfordring fra forligspartierne på Christiansborg om konvetering af den understøttende undervisning

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Det fik i slutningen af august forligspartierne på Christiansborg - minus de Konservative - til at sende et såkaldt hyrdebrev til landets kommuner med en opfordring til at udnytte folkeskolelovens muligheder for at afkorte skoledagene. Det kan ske på to måder - enten ved at forkorte ferierne eller ved at veksle nogle af timerne til timer med to voksne. Børne- og Undervisningsudvalget besluttede - på baggrund af brevet fra forligskredsen - på sit møde den 30. september at anbefale, at kompetencen til at konvertere understøttende undervisning til tovoksen timer delegeres til skolelederen samt at opfordre til at konvertere timer fra understøttende undervisning til tovoksen timer i det omfang, det er hensigtsmæssigt på de enkelte skoler ud fra en samlet pædagogisk vurdering. Det bliver nu op til kommunalbestyrelsen at tage stilling til dette.

Skemamæssige udfordringer

I brevet, der i august blev sendt til kommunerne som følge af en række historier i medierne om meget lange skoledage for landets folkeskoleelever, opfordres kommunerne til at gøre skoledagene kortere, så de stemmer overens med intentionerne om skoledagens længde i folkeskolereformen. Forligspartierne bag folkeskolereformen udtrykker i brevet, at intentionen med folkeskolereformen var en skoledag fra kl. 8-14 for 0.-3. klasse. fra kl. 8.-14.30 for 4.-6. klasse samt fra kl. 8-15 for 7.-9. klasse. Årsagen til afsendelsen af brevet skal ses i relation til den ændring, der er gennemført omkring folkeskolereformen med afholdelsen af folketingsvalget i sommeren 2015. Som følge af valget blev lektiecaferne/faglig fordybelse en obligatorisk del af undervisningstilbuddet, mens det før valget var muligt for eleverne ikke at deltage i dette tilbud. Blandt andet på baggrund af de obligatoriske lektiecafeer ses der således længere skoledage på skolerne. Men også skemamæssige udfordringer omkring brugen af faglokaler - altså at kapaciteten på skolerne ikke matcher behovet for faglokaler i undervisningen - kan medføre, at nogle timer placeres sidst på dagen. Særligt for Hvidovre Kommune medfører behovet for faglokaler, at nogle klasser i udskolingen - og enkelte på mellemtrinnet - har skoledage til kl. 15.30, hvilket er inden for rammerne af den tid, hvor undervisningen skal afholdes, men dog længere end det, der var hensigten med folkeskolereformen.