Fortsæt til indhold

Køge kunne ikke holde fast

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Køge Håndbolds bedste herrehold i 1. Division spillede lørdag eftermiddag i Rishøjhallen mod Lemvig Thyborøn Håndbold.
Køge lagde flot fra land og bragte sig foran 2-0, 3-1, 6-2 og 10-6. I det hele taget spillede køgenserne en rigtig flot første halvleg, men måtte igen gå pointsløse fra banen, da holdet ikke stod distancen i anden halvleg som vestjyderne vandt med 18-12 og kampen med 30-26.
Som nævnt var Køge godt kørende i de første 30 minutter og serverede nogle flotte scoringer for de mange trofaste håndboldfans der havde lagt lørdags-turen til Rishøjhallen for at bakke op om holdet.
Køge kom også på 13-9 og 14-10 med et par minutter tilbage af første halvleg, men det lykkedes Lemvig Thyborød at score to gange inden pausen hvor måltavlen viste 14-12 i Køges favør.
Lemvig Thyborøn havde åbenbart haft godt af pausen, for holdet kom ud til anden halvleg med brask og bram og bragte sig inden for de første 5 minutter foran 17-14 og herefter kom Køge til at halte efter resten af kampen. Synd for det godt kæmpende Køge-hold, men indsatsen i kampen lover godt for de kommende kampe.
Holdet har dog fortsat for mange udfald hvilket koster dyrt til slut. Bagude kniber det fortsat med at få lukket af. 26 mål i en kamp er mere end godkendt og burde være nok til points.
Men efter denne indsats at dømme ligger der inden for overkommelig tid points og venter for køgenserne, der skal en tur til Hjallerup i den næste kamp lørdag den 31. oktober kl. 15.00. Hjallerup ligger næstsidst med 3 points - 1 mere end Køge der indtager sidstepladsen. Så en meget vigtig kamp venter.
Topscorer for Køge blev Frederik Nielsne med 4 mål, Mathias Brandt, Jakob Vive, Mikael Bo Hansen, Jacob Bønnelykke og Brian Ankersen scorede hver 3 gange, Rasmus Bøye, Mads Vejby Hansen og Nicklas Rasmussen hver 2, Claus Hansen et enkelt mål.