Fortsæt til indhold

Københavnerne var for stærke

SønderjyskE var foran i topkampen, men gæsterne fra FCK vandt fortjent

Arkiv
Af Peter Rasmussen

8.210 tilskuere - sæsonrekord for i år - fyldte godt op på Sydbank Park, og der blev både heppet og skældt ud under vejs. Det var jo en vaskeægte topkamp, der udspillede sig på grønsværen.
Spændende og dramatisk var det da også. Efter 10 gode minutter, hvor hjemmeholdet styrede løjerne, var det gæsterne som overtog taktstokken og derfor var det ikke populært hos Solbakken & Co, at det var de lyseblå som først kom på tavlen.
Det blev endnu mere upopulært at det skete på et straffespark, og at skytten - Johan Absalonsen - endda fik en 'second chance - da Stefan Andersen i det københavnske bur havde reddet den første. Målmanden var dog gået før tid - det så man tydeligt på TV billederne, og dommeren var da heller ikke i tvivl. Absalonsen scorede på andet forsøg og så var der feststemning i pausen.
Efter pausen stod der FCK på det hele. Man må tage hatten af og indrømme, at et FCK hold for fuld udblæsning er en magtfaktor. Der blev scoret til både 1-1 og 1-2 og det kunne man ikke sætte en finger på.
"Vi ved da godt at vi ikke kan matche et FCK hold når de spiller godt. Vi vidste det ville blive hårdt arbejde, men vi spillede vores chance," sagde SønderjyskEs målscorer efter kampen.
Sejren sendte FCK op på førstepladsen da FCM tabte i Brøndby. SønderjyskE holder fast i tredjepladsen men kan tabe den, hvis Randers vinder kampen i aften over OB.

Der opstod nogen surhed på udebaneafsnittet da SønderjyskE kom foran.