Fortsæt til indhold

Hvidovre mangler et vartegn

Arkiv
Arkiv

At Hvidovre blot er en kedelig og grå forstad til København har uden for kommunegrænsen i mange år været en standardbemærkning, som man har hørt mange gange. Men heldigvis er der i løbet af de sidste par årtier sket meget i og omkring Hvidovre. Området omkring Vestvolden er blevet åbnet op og udgør en udfordrende og spændende grøn afgrænsning af Hvidovre Kommune. En gåtur, løbetur eller en tur på cyklen giver rekreative og historiske “naturoplevelser”, som bestemt intet har med en grå forstad at gøre. Og efterhånden kan forstaden også byde på en acceptabel strand. Tæt på havnen - som bestemt trænger til renovering, udbygning og en opdatering - er Hvidovre Strand langsomt ved at erobre en placering i Hvidovreborgernes bevidsthed. Og med udsigt til at stranden nu udvides og optimeres, er Hvidovres afgrænsning mod vandet bestemt heller ikke noget, der hører en grå forstadskommune til. Og nu er Hvidovres del af den ti kilometer lange Harrestrup Å snart genoprettet. Om blot to år vil den have fået sin naturlige tilstand tilbage med slyngninger, naturlig bredvegetation, fiske- og dyreliv. Harrestrup Å forventes at blive så ren, at der i fremtiden kan etableres en ny strand i Valbyparken. Med de “naturlige” kommuneafgrænsninger på plads mangler Hvidovre så blot en ordentlig og bemærkelsesværdig Bymidte. Det arbejdes der aktuelt på. Hvidovres borgere kan jo så blot håbe på, at der satses på noget ekstraordinært. Måske et højt tårn - et vartegn for Hvidovre? Så kan man fra toppen skue ud over Vestvolden, Haresturp Å og Hvidovre Strand.