Sæt pris på en grøn ildsjæl
KØGE: Agenda 21 udvalget i Køge sætter 25.000 kr. på højkant til en initiativtager bag et særligt grønt initiativ.
Hvem skal have Agenda 21-prisen 2015? Det kan du være med til at afgøre.
Hvert år uddeler Agenda 21-udvalget en pris til en borger, borgergruppe, forening, virksomhed eller institution, som på den ene eller anden måde har bidraget ekstraordinært til en bæredygtig udvikling i kommunen inden for miljø og klima.
- Det er altid spændende at se hvilke gode ideer, der blomstrer ude i kommunen. Vi hjælper gerne med ansøgningerne eller indgår i projekterne, men det er vigtigt, at den grønne omstilling bæres af lokale ildsjæle, der gerne vil skabe en varig forandring, siger Lotte Lund fra Det Grønne Hus, der modtager indstillingerne.
Du kan være med til at afgøre, hvem der skal modtage prisen i 2015 ved at pege på en mulig prismodtager. Det kan være en person, der har været den drivende kraft ift. realiseringen af energibesparelser, bæredygtigt byggeri, udbredelse af klimavenlig mad, nye sociale fællesskaber eller naturoplevelser.
Søg støtte til grøn omstilling
Går du med en projekt-ide, der kan hjælpe den grønne omstilling på vej? En ide, der favner klima, vedvarende energiprojekter, miljø eller naturprojekter?
Så kan du søge Agenda 21 puljen. Der er brug for lokalt engagement og bæredygtige initiativer for at holde liv i en langsigtet grøn omstilling.
Hvilke aktiviteter støttes? Agenda 21-puljen sætter i år særligt fokus på lokale fødevarer, men støtter alle slags initiativer, der har med klima, miljø og sociale aspekter af grøn omstilling at gøre.
Det kan være udviklingsprojekter, formidlingsaktiviteter, netværksdannelser eller demonstrationsprojekter, der fremmer eksempelvis klimavenlige fødevarer, vedvarende energi, adgang til naturoplevelser eller grøn transport.
Ens for projekterne er, at de skal have et lokalt udgangspunkt og gennemføres i kraft af en indsats fra initiativtagernes side. Projekterne kan gennemføres i samarbejde med Det Grønne Hus.
Borgergrupper, foreninger, institutioner og virksomheder kan søge puljen.
Både ansøgningsskema til Agenda 21-puljen og skema til indstilling til Agenda 21-prisen kan downloades på www.detgrønnehus.dk. Fristen for at indsende skemaerne er den 2. november.
pm