Fortsæt til indhold

”Det er bare så dejligt at få besøg af Ulla”

Strøgavisens serie om det gode møde mellem kunde og ekspedient starter hos Trine K i Vissingsgade

Arkiv
Peter Friis Autzen

"Årh, hun er bare sød," siger Trine Knudsen og lægger den ene hånd på hjertet.
Indehaveren af Trine K tænker på en stamkunde, der gennem flere år har gjort tilværelsen sød for Trine.
"Der er rigtig mange søde kunder her i butikken - jeg føler mig meget privilegeret," siger Trine.
Hun har svært ved at fremhæve én kunde på bekostning af andre. Alligevel har hun besluttet at fortælle om Ulla.
"Ulla har handlet her altid. Altid. Lige siden vi åbnede for 14 år siden," siger Trine og vinker til en kunde, der træder ind ad døren.
"Så en dag kom hun pludselig med flødeboller. Rigtig lækre flødeboller henne fra Frellsen Chokolade. Virkelig lækre," siger hun.
Der var ingen særlig anledning til, at butikkens ansatte skulle forkæles. Det skulle de bare.
"Det var en dag, jeg ikke selv var her," siger Trine uden antydningen af skuffelse i blikket.

Igen og igen

Siden Ulla første gang kom med flødeboller for to-tre år siden, er hun vendt tilbage flere gange.
"Hun handler altid her. Og så en gang imellem forkæler hun os," siger Trine Knudsen.
Faktisk er det ret ofte, at Ulla kommer ind med en lækker hilsen til butikkens ansatte. Måske endda 10-11 gange om året.
"Nogle gange er det flødeboller, andre gange er det chokolade. Men det er altid lækkert og god kvalitet. Og så gør hun det uden anledning - bare for at gøre os glade. Det varmer virkelig helt ind i hjertet," siger Trine, som håber, at Ulla ved, hvor meget glæde hun bringer og skaber.

Fødselsdags-maleri

Hvert år i november, når Trine K fejrer fødselsdag, kommer kunder med fødselsdagskort og små gaver.
"Sidste år kom der så mange, at vi var nødt til at lave et helt gavebord," siger Trine og griner i kor med en kunde, der også godt kan huske synet af bordet.
"Og en lille dreng kom med et maleri, han havde lavet til os. Er det ikke bare sødt? Vi har maleriet endnu," siger Trine, som har det lille maleri stående i butikkens kaffekøkken, hvor de ansatte hver dag nyder gaven.