Sophie Løhde besøger Christians Have Plejecenter
SOLRØD: Christians Have Plejecenter er drevet halvt af Solrød Kommune og halvt af den private leverandør Aleris Omsorg.
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde besøger mandag den 26. oktober plejecentret for at se, hvordan det offentligt-private samarbejde fungerer.
Det er et plejecenter, hvor beboerne bor i mindre afdelinger, hvor de har egen lejlighed og fælles opholdsstue og køkken. Hverdagen på plejecentret er bygget om den enkelte beboers livsførelse, og hvor beboerne bliver inddraget i de daglige aktiviteter som eksempelvis menuplanlægning og madlavning.
- Jeg ser frem til at opleve og høre mere om, hvordan man her forsøger at indrette sig, så man tager højde for den enkelte beboers behov og ønsker i hverdagen. Og så bliver det interessant at høre, hvordan man i praksis får det til at fungere, at kommunen og en privat leverandør i fællesskab driver et plejecenter under samme tag, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
Besøget foregår mandag den 26. oktober fra kl. 13.30-14.30.
Sundheds- og ældreministeren vil blive vist rundt på både den private og den offentlige del af plejecentret.
Fra Aleris-Hamlet deltager lægefaglig direktør Bent Wulff Jakobsen samt administrerende direktør for Aleris Omsorg Miriam Toft.
Desuden deltager Solrøds borgmester Niels Hörup (V), formanden for Folketingets Sundheds- og ældreudvalg Liselott Blixt (DF), direktør for social- og sundhed i Solrød Kommune Dorte Saabye samt centerleder Kathrine Ratgen og leder af den kommunale del af plejecentret Kirsten Bjerregaard.
pm