Fortsæt til indhold

God HIF-start, men så fusede det hele ud...

1-1 mod AB Tårnby, - og der skal andre takter til hvis HIF skal vinde i Holbæk på søndag

Arkiv
mads-

Det ville også være ganske rart om Hvidovres hold kunne starte forfra og ikke tage så mange forkerte beslutninger, som der blev foretaget denne sjaskvåde oktoberaften. Den dummeste beslutning tog rutinerede Kristoffer Wichman, da han 10. min. før pausen tog en hasarderet dribling lige uden for feltet, med det til følge, at Tårnby fik en gratis chance, som Tobias Hansen promte udnyttede med en velplaceret bold i det fjerneste hjørne, helt uden chance for HIF-keeperen Mikkel Hasling. Og så stod det 1-1 efter en klar dominans af HIF i den første halve time. Det startede nemlig meget lovende med godt fløjspil og et par chanceskabende fremlægninger til Daniel Holm, der imidlertid forsømte at komme ind foran sin sidste modstander, så chancen blev forpasset. Man troede også at der nok skulle komme det rigtige point antal i kassen, da Hvidovre kom foran 1-0 i det 20 min., - igen på et flot jordstrygende skud fra anfører Christopher Østberg, der jo også kom på scoringslisten mod B1908. Men efter AB Tårnby-udligningen fusede det hele ud som en våd kineser. Hvidovres spil var nu krampagtigt, - kun et par gode ingredienser på fløjene fra backerne Nicholas Marfelt og Kasper Jensen - livede lidt op og gav håb. AB Tårnbys forsvar stod ganske godt, men de var teknisk underlegne, og så kun deres chancer i lange fremlægninger og indkast til luftdueller foran HIF-målet. Og sådan fortsatte pinen efter pausen med uinspireret spil og uden særlig mange chancer. På midtbanen kæmpede Østberg og Magnus Fredslund forbilledligt, mens det kneb for Peter Benjaminsen, Mads Rønne og Mikkel Dahl at udfylde rollerne. Tre HIF-udskiftninger med Semere Haile (for Benjaminsen), Frederik Emil Andersen (for Rønne) og Mads Christopher Pedersen (for Holm) gav heller ikke videre effekt. 415 tilskuere trodsede det våde element, og havde fortjent det bedre...

Til Holbæk på søndag!

På søndag den 25. oktober spiller HIF i Holbæk kl. 13.30. Holbæk har været meget “up and down” i dette efterår, - den ene uge har sjællænderne spillet noget af det bedste fodbold i divisionen, for så ugen efter at nå et rigtigt bundniveau. HIF var meget heldige da de vandt hjemmekampen i august, og der skal nok helt andre takter til, hvis de rødblusede skal gentage den sejr på udebane?