Fin sæsonstart af Thomas Larsen fra Bowlingklubben Trekanten KIF
Thomas Larsen fra Bowlingklubben Trekanten KIF har fået en fin start på den international bowlingsæson. Han har således været med helt i top ved to store internationale stævner i henholdsvis Østrig og Rumænien
Ved Europa Tour stævnet Vienna Open i Wien, hvor de bedste europæere samt en række af de bedste professionelle amerikanere stillede op, blev det til en fornem 4. plads. Kolding-spilleren lagde hårdt ud i de indledende runder med en 300-serie og en ny personlig rekord på 3 serier med 824 kegler (271 kegler i gennemsnit).
Ved Bucharest International Open i Rumænien blev det til en endnu bedre placering, nemlig en 2. plads. Thomas Larsen var suveræn gennem de indledende runder, hvor han førte fra start til slut.
Finalen skulle afgøres på direkte TV og blev yderst velspillet mellem koldingenseren og den tidligere verdensmester Martin Paulsson fra Sverige. Svenskeren trak dog det længste strå og vandt en tæt finale med 255 mod Thomas' 237.
"Det er selvfølgelig ærgerligt at blive slået i finalen, men jeg har spillet rigtig godt de sidste par uger og spillede også rigtig godt i finalen. Paulsson havde bare lige marginalerne lidt mere på sin side denne gang. Men jeg glæder mig rigtig meget til de kommende turneringer", lyder det fra Thomas Larsen.
Thomas Larsen er nu taget tre uger til USA, hvor han skal spille en række turneringer på den professionelle PBA Tour og i US Open.