Køge åbner sig mod vandet
UDVIKLING: Køge Jorddepot har åbnet for offentligheden til det store areal imellem Køge Marina og ”Afskærmningen til Køge Jorddepot”. Hermed vil det være muligt at gå helt ud til vandet og mærke elementernes rasen.
Nu kan du komme helt ud til det sted, hvor Køge møder havet. Køge Jorddepot har åbnet for adgangen til det store område mellem jorddepotet og Køge Marina. Der er lavet stier ud til dækmolen, som er grænsen mod Køge Bugt, og er du let til bens kan du fortsætte helt ud til det røde fyr på spidsen.
- Beliggenheden ved vandet er et af Køge-områdets helt store fortrin. Vi er et regionalt kraftcenter, blandt andet er Køge Havn i rivende udvikling, men området nær Køge Marina er også en perle for alle dem, der vil slappe af, gå en tur og nyde naturen. Det er et længe næret ønske fra Køge Byråd, at der åbnes for offentligheden til molerne, så Køge kan åbne sig endnu mere mod havet. Vi starter med dækmolerne mod Køge Marina, og senere bliver der også adgang til Sydmolen, når den tages i brug næste år, siger borgmester Flemming Christensen.
På størrelse med 14 fodboldbaner
Arealet syd for Køge Marina har hidtil været lukket af med en lille jordvold op til marinaens sydlige havnebassin, men volden er nu fjernet.
Dermed åbner der sig et stort grønt areal på omkring 7 ha, eller det der svarer til 14 fodboldbaner (50 m x 100 m). Arealet er blevet græssået, og det forventes, at græsset kommer op snart.
Der er lavet stier i grus, som leder ud til dækmolen, som er grænsen mod havet. Der er udlagt trædesten, så man kan komme helt ud til det røde fyr, der er indsejling til Køge Marina.
Af hensyn til sikkerhed frarådes det at færdes på molerne i hårdt vejr da der kan ske overskyld af betydelige mængder vand og man kan blive skyllet i vandet. Beregninger og forsøg har vist at dette vil forekomme gennemsnitligt 10 gange om året. Færdsel på molen foregår på egen risiko.
Svømmefugle og lystsejlere Samtidig med åbningen bliver det nu også muligt for Køge Marina at udnytte det nye sydøstlige havnebassin.
Stier i grus leder rundt om bassinet, hvor diverse svømmefugle allerede har taget de nye omgivelser i brug. Bassinet har en dybde på minimum 3 meter, så selv de største lystsejlere kan komme derind.
- Åbningen af det nye areal hænger godt sammen med det planlagte møde i morgen torsdag den 22. oktober i Teaterbygningen, hvor visioner for Køge Marina er på dagsordenen. Nu kan offentligheden ved selvsyn se hvor dejligt et areal, der er skabt og selv drømme sig til nye muligheder, siger formanden for Byrådets Kultur- og Idrætsudvalg, Anette Simoni.
Skulle man få lyst til at gå om på ”Afskærmningen til Køge Jorddepot” vil det også være muligt med lidt besvær.
I løbet af efteråret vil der blive etableret en trappe ud for det nuværende havnebassin, som vil lette adgangen til toppen. Der vil også blive plantet forskellige buske og planter for at teste, hvad der bedst kan gro i det lidt barske miljø.
pm