Fortsæt til indhold

Randers livestreamer fra Aarhus Universitet

Arkiv
Arkiv

Som noget nyt kan randrusianerne i efteråret se naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet live på Randers Bibliotek og Randers HF & VUC

I Søauditorierne på Aarhus Universitet har der de sidste år med stor succes været foredrag om naturvidenskabelige emner. Her i efteråret får du mulighed for at se og høre foredragene i Randers. Her har Randers Bibliotek og Randers HF & VUC nemlig valgt at livestreame foredragene, så man på en storskræm kan se foredraget live i Randers, samtidig med at foredragsholderen taler og viser billeder på Aarhus Universitet.
I alt byder efteråret på fem livestreamede foredrag. De har alle et naturvidenskabeligt fokus og handler om lysets natur, lysets rejse gennem solen, effektive algoritmer, fysiologiske tilpasninger hos dyr og videnskaben bag godt øl.
De fem foredrag er fordelt med to på Randers Bibliotek og tre på Randers HF & VUC.
”Vi har valgt at livestreame foredragene, fordi vi ser det som en naturlig del af VUC’s opgave at formidle faglig viden bredt ud,” fortæller Flemming Brouer.
Han underviser i matematik på Randers HF & VUC og har taget initiativ til, at skolen skal være med til at streame foredragene.
”Foredragene giver ny viden inden for den nyeste forskning, og det er meget relevant i undervisningen af vores kursister. Vi har tidligere sendt kursister til Aarhus for at overvære de offentlige naturvidenskabelige foredrag, så det er helt oplagt for os at streame dem live i vores egen festsal og samtidig invitere resten af byen til at se med.”
Randers HF & VUC stiller en faglærer til rådighed, der vil stå til rådighed for en debat om emnet efter foredragene.
”Vi håber selvfølgelig, at initiativet bliver godt modtaget her i Randers. Du kan sagtens sidde hjemme i stuen og finde forskellige ting på nettet, men det er en mere social oplevelse at høre et foredrag sammen med andre og diskutere det bagefter,” siger Flemming Brouer.
Formanden for Folkeuniveritetet i Randers, Peter Staugaard, siger:
"Formålet med folkeuniversitetet i Danmark er at bringe forskning fra universiteter til folk, og derfor er det rigtig godt, at der er mulighed for at streame de naturvidenskabelige foredrag fra Søauditorierne i Aarhus til mange byer - bl.a. Randers".
Og han takker både Randers HF & VUC og Randers Bibliotek, fordi det, takket være dem, bliver muligt at overvære foredragene i Randers.
Der er gratis adgang for alle til alle foredrag. Dog kan der blive tale om betaling for lidt ølsmagning til foredraget om øl.