Fortsæt til indhold

Minister henter inspiration i Greve

Arkiv
Arkiv

GREVE: Hver fjerde dansker kommer i behandling for en psykisk lidelse i løbet af livet. Og derfor har Greve Kommune styrket indsatsen inden for behandling af psykisk syge. Det vil sundheds- og ældreminister Sophie Løhde nu høre mere om.
Vi kender alle sammen nogen, der lever med psykiske problemer. De kæmper både med deres sygdom og med andres fordomme og misforståelser. Det vil Greve Kommune lave om på.
Greve Kommune har med Psykiatripolitik 2015-2018 øget fokus på at hjælpe borgere med psykiske lidelser. I psykiatripolitikken bliver der blandt andet lagt vægt på sundhed, børn og unge, forebyggelse, pårørendeinddragelse og oprettelsen af konkrete tilbud i det lokale miljø.
Det vil sundheds- og ældreminister Sophie Løhde se med egne øjne. Og derfor kommer hun på besøg i kommunen mandag den 26. oktober.
- Jeg glæder mig til at fortælle om vores Psykiatripolitik og til at vise vores tilbud frem. Jeg synes, at det er vigtigt, at ministeren ser og hører om den kommunale indsats. Det er jo ofte sygehusene, der er fokus på, men vi gør også en stor indsats for psykisk syge i kommunerne, siger borgmester Pernille Beckmann der ser frem til ministerens besøg.
Under besøget skal ministeren blandt andet se det nyoprettede Akuttilbud på Freyas Kvarter 44, som siden sin opstart i februar 2015 har haft mellem 100-200 henvendelser fra borgere om måneden. Her er pressen velkommen til at deltage kl. 10.
pm