Fortsæt til indhold

Hver fjerde virksomheder har positive forventninger til Femern

Arkiv
Arkiv

OPTIMISME: Der er et stort potentiale i Femern Bælt-forbindelsen. Det siger virksomhederne i ny temperaturmåling af erhvervslivet i Region Sjælland. Hver fjerde af virksomhederne angiver, at de tror, at den kommende forbindelse får en positiv indvirkning.
Der kommer til at blive skabt vækst og arbejdspladser ud af Femern Bælt-forbindelsen. Det siger virksomhederne i hvert fald selv. Hver fjerde virksomhed i regionen angiver, at det vil have en positiv indvirkning med den nye forbindelse i en eller anden form. Særligt handel, transport, bygge/anlæg og industri har høje forventninger.
- Det er rigtig godt at se, at virksomhederne også tror på, at forbindelsen vil skabe nye job. Vækst er et af hovedargumenterne for, at vi skal have en fast forbindelse til Tyskland. Der er jo en del år til, at forbindelsen står færdig, så at hver fjerde virksomhed allerede forventer positiv indvirkning viser potentialet. Også fordi det er klart, at der er en del virksomheder, hvor betydningen af Femern helt naturligt ikke er så stor, udtaler regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk.
Et af kritikpunkterne til den nye forbindelse har været om arbejdspladserne ikke kun skabes i byggeperioden og derefter forsvinder? Men her viser den nye undersøgelse, at særligt den vigtige industrisektor tror på effekten på den lange bane. Når det skal være konkret forventer 16 % af industrivirksomhederne højere omsætning efter byggefasen og 11 % af industrivirksomhederne forventer en direkte afledning i form af højere eksport.
- Femern-forbindelsen kommer til at skabe job på både den korte og den lange bane. I de kommende år er der mange muligheder for vores stærke byggeanlægssektor og de muligheder er selvfølgelig ikke de samme på lang sigt. Her er det vigtigt at lægge mærke til, at industrien holder forventningerne også efter byggeriet. De ser et stort potentiale for øget omsætning, lavere omkostninger og så ikke mindst den meget vigtige eksport, fortæller Jens Stenbæk.
Netop eksporten er et fokusområde i forbindelse med byggeprojektet, fordi Region Sjælland er udfordret på et lille antal eksportvirksomheder og en lav eksportandel.
- Det er vigtigt, at flere virksomheder i Region Sjælland eksporterer. Det danske marked er ikke stort, så hvis virksomhederne virkelig skal skabe vækst, så kræver det eksport. Derfor er det også et strategisk satsningsområde for os i regionen. Adgangen til hele Europa bliver markant nemmere i fremtiden og det har særligt industrivirksomhederne allerede set, udtaler Jens Stenbæk.
Ser man på den korte bane, er det værd at lægge mærke til, at også her har industrien høje forventninger, særligt ift. at blive underleverandører.
- En del af vores industri er specialiseret inden for elementer og produkter til byggeriet. Og her kan vi se, at 17 % af vores generelle industri ser en direkte mulighed i at blive underleverandør. Så når vi taler om job i forbindelse med Femern, skal vi huske, at det ikke kun handler om dem, der konkret skal være på byggepladsen. Der er et stort potentiale i at levere produkter og ydelser ind til byggeriet, slutter Jens Stenbæk.
Tallene kommer fra Vækstindeks 2015, som er udarbejdet for Region Sjælland af Center for VækstAnalyse.
pm