Butikstyv på spil fra morgenstunden
En butikstyv og en højresvingsulykke er noteret i politiets døgnrapport
Politiet i Esbjerg melder om et roligt døgn med kun få sager på døgnrapporten. To af dem er optaget hertil morgen - den ene i Netto i Skolegade.
Da forretningen slog dørene op ved 8-tiden, stod en 47-årig mand fra Esbjerg klar til at træde indenfor. Desværre "glemte" han at betale for sine varer, da han ni minutter senere forlod stedet igen, og han er derfor nu sigtet for butikstyveri af varer for 360 kroner.
Kort inden havde politiet også en patrulje ude i krydset Gl. Vardevej/Parkvej. Kl. 07.40 blev en 16-årig ung mandlig cyklist kørt ned af en bil. Bilen blev ført af en 49-årig kvinde fra Esbjerg, der angiveligt skulle svinge til højre, da hun overså den unge cyklist, der heldigvis slap uden fysiske skrammer.