Udvalg fastholder dispensation til omstridt højhus
Bent Larsen
Miljø- og Teknikudvalget i Mariagerfjord Kommune behandlede i går endnu en gang et omstridt byggeri i Maren Finds Dalen i Mariager.
Det drejer sig om byggeriet af en otte etagers boligblok, der ønskes opført i lyst og sort beton, selvom lokalplanen for området foreskriver at facaderne i området skal fremstå i gul tegl, mørkt træværk og mørke tage.
I januar gav et flertal i udvalget dispensation vedrørende materialevalg, men Erik Kirkegaard Mikkelsen begærede sagen forelagt byrådet. Her blev den sendt tilbage til udvalget, der dog ikke har ændret mening, og fortsat vil give dispensation.
En ønsket ændring af placeringen af bygningen vil udvalget derimod ikke godkende, da det vil gøre bygningen mere dominerende set fra havnen og fjorden.