Alt for mange kører spirituskørsel
– tænk dig om inden du sætter dig bag rattet
SPIRITUSKØRSEL: Der har det seneste døgn været mange tilfælde af spirituskørsel og narkopåvirkede i Sydsjællands og Lolland-Falster Politikreds.
Det at køre påvirket – hvad enten det er af spiritus eller af stoffer – er en helt uforsvarlig handling.
- Det trækker store omkostninger med sig såvel menneskelige som samfundsmæssige, og politiet lægger et stort arbejde i både at forhindre og opspore spritbilister. Heldigvis får politiet ofte hjælp fra opmærksomme borgere, som fortæller om slingrende trafikanter på vores veje. Det var også tilfældet i et par af sagerne fra i går, siger Henrik Vilhof fra Sydsjællands Politi.
Husk altid at aftale, hvem der kører hjem efter en fest. Hvis du er i tvivl om, hvor meget alkohol, du kan indtage – og stadig køre lovligt – så lad helt være med at drikke noget.
- Spirituskørsel kan meget let udvikle sig til en rigtig farlig situation – ikke blot for føreren selv, men også for trafikanterne omkring ham. Alkohol er en af de største dræbere i trafikken: Ca. hver 5. trafikdræbte har mistet livet i en spritulykke, og 2 ud af 3 af de dræbte i spritulykker er spiritusbilisterne selv, oplyser Henrik Vilhof.
pm