800 fejlbehæftede pas er ugyldige
Bent Larsen
Alle nye pas, der er bestilt i perioden fra og med den 12. februar og til og med den 24. marts 2015, har fejl og er ugyldige. I alt 800 borgere i Randers skal derfor bestille et nyt pas i Borgerservice. Det gælder alle nyudstedte pas i perioden, bortset fra pas udstedt til børn under 12 år.
Det er en teknisk fejl hos Randers Kommunes leverandør, som gør passene ugyldige. Ved en fejl er fingeraftrykket ikke kommet med, da passet blev produceret, og derfor risikerer man at blive afvist i for eksempel lufthavnen, da der her er krav om fingeraftryk i alle nye pas til borgere over 12 år.
Borgerservice holder ekstraordinært åbent for udstedelse af pas fra kl. 15.00 – 18.00 tirsdag den 31. marts og fra kl. 10.00 til 14.00 lørdag den 11. april.