Fortsæt til indhold

Kvinde fandt kvælerslange på badeværelset

Arkiv
Jacob Nielsen

En kvinde fra Gabøl behøvede ikke det sædvanlige brusebad for at få søvnen ud af øjenkrogene mandag morgen. Hvis ikke hun var vågen, så blev hun det hurtigt, da hun kom ud på sit badeværelse. Her blev hun nemlig mødt af en slange, en såkaldt kornsnog.
Chokeret ringede kvinden til Lokalpolitiet i Haderslev, som kom og fjernede slangen og indleverede den hos dyreinternatet Skibelundbjerg i Gram.
"Det er bestemt ikke første gang, vi har fået sådan en indleveret. Det sker en 6-7 gange om året, og de kommer i flere forskellige størrelser. Kornsnogen lever ikke vildt i Danmark, så der må være tale om at den er sluppet fri et sted fra. Desværre bliver de også nogle gange sat fri af deres ejere, fordi de bliver trætte af at passe dem," siger Sanne Holm fra Skibelundbjerg. Politiet i Haderslev håber også, at en ejer melder sig.
"Vi vil gerne efterlyse ejermanden, som vi håber snart dukker op, så den lille fyr kan komme hjem igen," siger Preben West, der er leder af Lokalpolitiet i Haderslev.
Henvendelse kan ske til lokalpolitiet på telefon 1-1-4.