Rishøj fik en ordentlig lussing i årets sidste kamp
FODBOLD: Lørdag eftermiddag spillede Rishøj Boldklubs førstehold i Danmarksseriens Pulje 2 efterårssæsonens - og året 2015s - sidste kamp.
Efter tirsdagens fine indsats i pokalkampen mod Superligaklubben AGF (0-3) kunne man måske frygte at denne kamp fortsat sad i benene på Rishøj-folkene, der desuden måtte stille op uden et par skadede folk og med Nicklas Tuchsen i karantæneboksen.
Frygten kom til at holde stik. Men om det var trætte ben eller om Rishøj blot var uheldig at møde et Tarup-Paarup hold på en af deres bedste dage skal vi lade være usagt.
Men en ting er sikkert - Rishøj blev sendt på vinterferie med en ordentlig lussing på 5-0 efter 1-0 ved pausen.
Fynboerne afgjorde definitivt kampen med fire scoringer på et kvarter i anden halvleg.
Rishøj, der holder vinterferie på tredjesidstepladsen starter forårssæsonen op med en hjemmekamp lørdag den 28. marts mod Roskilde KFUM der overvintrer på andenpladsen i rækken.
pm