Indbrudstyv fængslet i fire uger
Retten i Randers har i dag varetægtsfængslet en 26-årig mand fra Randers, der er sigtet for at stå bag flere indbrud i Randers-området.
Manden blev anholdt i nat, efter at have havde begået indbrud i en villa på Hobrovej, hvor han blev overrasket af husets beboer og derefter løb fra stedet. En politipatrulje, der efterfølgende kørte rundt i området, traf manden et par timer senere, hvor han var i besiddelse af en bilnøgle, der var stjålet fra villaen.
Ved en ransagning af mandens bopæl fandt politiet en række koster, blandt andet en dyr pels, nogle malerier og værktøj, der menes at stamme fra andre indbrud. Udover nattens indbrud er manden derfor blevet sigtet for fire andre forhold, men politiet har en formodning om, at han kan stå bag endnu flere indbrud i Randers-området.