Nu kan du være med!
Stafet For Livet Hvidovre er lige gennemført med stor succes i september, og nu kan du være med til at planlægge næste års stafet
618 deltagere og 46 Fightere deltog i år i Stafet For Livet Hvidovre. Forberedelserne til næste års stafet er i fuld gang, og lige nu er der åbent for tilgang af nye frivillige. Interesserede, der vil gøre en aktiv indsats mod kræft, inviteres til at komme til informationsmøde om Stafet For Livet mandag den 26. oktober kl. 18.30-20.30 i Bibliotekscaféen, Hvidovrevej 280. Susanne Kjelsø mener, at stafetterne er unikke, fordi man i fællesskab står sammen mod kræft. - Når man som kræftpatient deltager i Stafet For Livet og ser de lokale sponsorer, vender sig rundt og ser familier, kollegaer og mere end 600 deltagere omkring én, oplever man, at man ikke er alene i kampen mod kræft, siger Susanne som er næstformand for stafetten i Hvidovre. Stafet For Livet er et døgn med holdaktivitet, underholdning og oplysning om kræft. Holdet er repræsenteret med mindst én deltager på banen hele døgnet igennem. Alle kan deltage, og om man vil gå eller løbe, bestemmer man selv. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv og fælles indsats i kampen mod kræft. - Det fantastiske ved Stafet For Livet er, at man i fællesskab er med til at slå hul på det tabu, som ofte omgiver kræft. Ved stafetterne er der plads til åbenhed, fordi der både er tidligere og nuværende kræftpatienter, pårørende og bare almindelig interesserede, der ønsker at give en hånd med i kampen mod kræft og deltage i fejringen af livet, siger Trine Porret Randahl Larsen, konsulent fra Kræftens Bekæmpelse. -Det var helt fantastisk at være med til at planlægge dette års stafet, siger stafettens formand Jesper Hesselholdt. - Den følelse, alle vi frivillige havde under og efter stafetten kan dårligt beskrives. Og nu åbnes der op for, at nye frivillige kan være med til at planlægge næste års stafet. Jeg kan kun anbefale interesserede at møde op til informationsmødet. Ud over oplevelserne og følelserne siger de fleste frivillige ved en evaluering, at de også har fået et nyt netværk blandt de andre frivillige. Vær med til skabe et døgn med holdaktivitet, underholdning og oplysning om kræft ved Stafet For Livet Hvidovre i 2016. For tilmelding til informationsmødet 26. oktober kl. 18.30, kontakt: Susanne Kjelsø, næstformand Stafet For Livet Hvidovre: sk@dsr.dk eller 51 20 50 64.