Trods tilbagegang - Venstre scorede i Solrød
VALG: Trods solid tilbagegang både på landsplan og lokalt, så blev Venstre alligevel valgets største stemmesluger i Solrød kommune, der også er godt kendt som en solid Venstre kommune.
Lars Løkke Rasmussens parti hev nemlig 25,1 procent af stemmerne - svarende til 3.491. Og det til trods for en tilbagegang på 1.366 stemmer i forhold til sidste Folketingsvalg i september 2011.
Næstflest stemmer høstede Dansk Folkeparti med 3.329 - eller 23.9 procent. Det er en fremgang på 1.255 i forhold til for fire år siden.
Socialdemokratiet kom med 22.9 procent af stemmerne - 3.193 og en fremgang på 633 - ind på en tredjeplads i Solrød kommune, der også kunne notere et godt valg for Liberal Alliance med 11,2 procent af stemmer - eller 1.556 krydser. Det er en flot fremgang på 647 i forhold til 2011.
Også i Solrød kommune fik Alternativet et godt valg - her satte 348 borgere deres kryds ud for Uffe Elbæks tropper.
Udover Venstre måtte også Radikale Venstre og SF samt De Konservative konstatere en stor tilbagegang i tildelte stemmer.