Avedøre svækket af skader og karantæner
To angribere tilbage fra karantæne til næste kamp, men to nye indtager ”straffeboxen”
Det har været et vanskeligt efterår for Avedøre, der har været - og stadig er - alvorligt svækket af mange skader og karantæner. Til lørdagens kamp havde man ellers fået midtbanegeneralen Christian Thorup tilbage fra karantæne, men til gengæld var Simon Duer igen ramt af karantæne efter forrige kamp. - Til næste uges kamp har vi igen vore to angribere Magnus Romme og Simon Duer tilbage fra karantæner, men til gengæld indtages deres pladser i “straffeboxen” så af Meck Nørgaard og Niklas Myhrmann, fortæller holdleder Per Myhrmann. - Anton Holm og Martin Nordentoft var småskadede efter lørdagens kamp, men kan forhåbentlig nå at blive klar. Der er også håb om at vi til næste kamp kan råde over både Mohamed Mojab og Anders Mikkelsen efter skader. Anders har jo siddet udenfor i lang tid, helt siden pokalkampen den 2. september. Første halvlegs bedste chance i lørdagens kamp tilfaldt Meck Nørgaard efter et af mange gode fremstød fra ham på højrekanten. Desværre gik det flade skud lige forbi stolpen. Ingen scoringer i første halvleg, hvor de 101 tilskuerne efterhånden indtog deres pladser hen gennem havelågen. Fem minutter inde i 2. halvleg skete “ulykken” for Avedøre. Ledøjes Dannie Riise blev ikke bremset på midten af banen, så efter et flot sololøb kunne han sparke bolden ind ved den ene opstander uden chance for keeper Nannestad. Det skulle vise sig at blive kampens eneste mål trods pres fra Avedøres side. Driblerne Kim Gurskov og Sebastian Tan blev sendt på banen, og med et kvarter tilbage blev Niklas Myhrmann sendt op i front. Mikkel Bang havde et godt forsøg, som et udstrakt ben desværre sendte over mål og til hjørne, og også Christian Thorup kom frem til en stor chance.
Dramatik i overtiden!
I overtiden tabte Ledøjes målmand, igen, bolden og måtte kaste sig ned over den. Niklas Myhrmann kastede sig frem og ramte både bold og målmand. Ikke mål, men en masse ballade, hvor Ledøjes spillere fik skubbet og slået Myhrmann ind i målet og tililende spillere fik skubbet hinanden en del rundt. - Næsten samtlige spillere var samlet på 40 kvadratmeter på det tidspunkt. Efter en snak med linjedommeren besluttede dommeren at tale med “Myhr” et stykke tid, før han hev det røde kort op. Ledøje måtte “nøjes” med et enkelt gult kort fra den noget unge og famlende dommers side. Besynderligt! Men igen; det går ikke Avedøres vej i disse tider, slutter Myhrmann.