Svømmehal lukker for ferien
Bent Larsen
Sædvanen tro lukker Hobro Idrætscenters svømmehal i skolernes sommerferie, og det betyder at svømmehallen har åbent for offentlig svømning for sidste gang inden ferien på fredag.
Herefter er svømmehallen lukket for offentlig svømning frem til og med søndag den 9. august.
Det betyder dog ikke, at der slet ikke er aktiviteter i Hobro Idrætscenter, idet Hobro Svømmeklub afholder Aqua-Camp for næsten 100 børn i uge 27 og 32.
I starten af august har centret ligeledes et par træningsophold i badminton og svømning.