Fortsæt til indhold

10 gode råd før du går online i udlandet

Er din smartphone, tablet og computer klar til sommerferien?

Arkiv
Michael Harsvik

Sommeren er over os, og du har sikkert tænkt dig at tage din elskede smartphone, tablet eller computer med på ferie. Når alt kommer til alt, hvad ville en ferie være uden et mesterværk af en selfie, et misundelsesværdigt check-in på Facebook eller et strandbillede med et lækkert filter på Instagram?
Men er dine mobile enheder klar til at blive forbundet til tvivlsomme wi-fi-hotspots, kan de modstå ransomware og hvad gør du, hvis din smartphone bliver stjålet?
Bo Skeel, der er 'global evangelist' hos antivirusproducenten, Bitdefender, siger:
“Det er altid vigtigt at bruge sin sunde fornuft inden man på sommerferien logger på det første og bedste wi-fi man kommer forbi i lufthavnen, stranden eller hotellobbyen. Vi ser hvert år eksempler på, at hackere er koblet på disse offentlige netværk eller endda opretter et netværk til lejligheden med et tillokkende navn og blot sidder og venter på, at en person med en sårbar, ubeskyttet enhed logger på. Hackeren kan med det rette værktøj spotte sårbarheder på en computer, tablet eller smartphone og opsnappe personlige informationer og hvis offeret går på netbank eller shopper online, kan hackeren i værste fald få adgang til offerets login-oplysninger til både netbank og online shop ved hjælp af et falsk SSL-certifikat. Offeret opdager intet før det er for sent og skaden er sket."
Her er 10 råd fra Bitfender til at komme sikkert gennem sommeren:

1. Lav en kopi af din data inden afrejse

Inden du pakker kufferten færdig og kører til lufthavnen, så glem ikke at lave en back-up af din data, enten online eller på en fysisk harddisk.

2. Vær opmærksom på mobile apps

Hvis du har brug for at downloade apps til at hjælpe dig med at finde hoteller, restauranter, museer og lokale taxier i et ukendt område, så sørg for at installere apps fra pålidelige og anerkendte kilder.

3. Undgå falske netværk

Spørg en ansat på hotellet, restauranten eller hvor du opholder dig, om det præcise navn på netværket. Så undgår du at hoppe på et falsk netværk, som har et lignende navn, men hvor der kan sidde en hacker og kigge med.

4. Tænk dig om når du surfer

Mobil ransomware er et stigende problem og retter sig mod danske Android-brugere med ubeskyttede mobile enheder. I maj registrerede Bitdefender på en enkelt uge over 100 angreb rettet specifikt mod danske Android-telefoner. Ransomware spreder sig især via utilsigtede downloads, så tænk dig om når du surfer på nettet. Undgå ukendte hjemmesider og klik ikke på mistænkelige links.

5. Undgå automatisk deling

Sørg for at din computer ikke har automatisk deling aktiveret, ellers kan du risikere at computeren står og leder efter andre netværk uden at du opdager det.

6. Netbank og online shopping

Du bør som udgangspunkt aldrig gå på netbank eller foretage online shopping på et offentligt wi-fi, men hvis det er en absolut nødvendighed, bør du bruge en dedikeret betalingsløsning. Tjek også at siden starter med https:// foran adressen og at der er en hængelås ved adressen, hvilket indikerer, at der er sikker adgang.

7. Installer antivirus

Installer antivirus og hold det opdateret. Det gælder ikke kun computeren, men også tablet og smartphone.

8. Husk opdateringer

Det er vigtigt at opdatere med nyeste software på din computer, tablet eller smartphone – også når det gælder apps. Husk at opdateringer til styresystemer oftest indeholder vigtige sikkerhedsopdateringer, der lukker små huller.

9. Aktiver firewall

Din firewall skal altid være aktiveret.

10. Husk kryptering og adgangskode

Hvis nogen stjæler eller finder din smartphone, tablet eller computer, er det betryggende at kunne blokere denne person fra at få adgang til dine private billeder, kontaktliste eller tekstbeskeder. Beskyt derfor dine mobile enheder med en stærk adgangskode.