Fortsæt til indhold

Smartphones, økologi og vin

Danmarks Statistik har igen taget pulsen på danskerne i den årlige ”Statistisk Årbog”

Arkiv
Arkiv

I 'Statistisk Årbog' fra Danmarks Statisk kan man blive en lille smule klogere på danskerne og vores samfund. Bogen er netop udkommet, og her kan man blandt andet læse, at når danskerne ringer og skriver til hinanden, så sker det i større og større grd fra smartphones.
Alene i 2014 steg antallet af familier med smartphones i hjemmet med 16 pct. fra året før. Danskernes mobiltelefoner er ikke alene om at være smarte. I 2014 havde en tredjedel af de danske hjem et smart-tv.
Flere og flere danskere putter også økologiske varer i kurven, når de køber ind. Omsætningen af økologiske fødevarer i detailhandlen er steget med 6 pct. fra 2012 til 2013. Til trods for en samlet stigning, har danskerne i højere grad fravalgt økologiske grøntsager og økologisk kaffe/te. I begge produktgrupper er omsætningen faldet fra 2012 til 2013.

Mere vin, lidt færre øl

Noget tyder på, at danskerne godt kan lide at skylle den økologiske mad ned med et glas vin. Således blev der solgt 151 mio. liter vin i Danmark i 2013. Det er 6 pct. mere end året før. Til gengæld købte danskerne en lille smule mindre øl end året før – mere præcist 4 mio. liter øl mindre. Selvom 4 mio. liter lyder af meget, svarer det kun til et fald på 1 pct. I 2013 blev der således solgt 353 mio. liter øl i Danmark.
I bogen kan man også læse, at færre virksomheder måtte dreje nøglen om i 2014. Samlet set var der 4.049 konkurser, hvilket er 944 færre end året før. Alle brancher, på nær to, oplevede færre konkurser. De to brancher, hvor flere virksomheder måtte lukke og slukke i 2014 var landbrug, skovbrug og fiskeri og kultur, fritid og anden service.

weekend@lokalavisen.dk