Prøver en stor model
Demokrati om genopbygningen af Jyllinge-hallerne
Bestyrelsen for Jyllinge-hallerne er indstillet på at prøve en stor model, når genopbygningen af de nedbrændte og ødelagte bygninger nu skal i gang. Det kom frem, da brugerne i form af sportsklubber og andre foreninger lørdag var inviteret til en idé-café på Jyllinge skole, hvor et projekt blev fremlagt. Bag Oplægget står den lokale arkitekt Nanna Vöge i samarbejde med andre teknikere med sagkundskab indenfor byggeri og konstruktion. Formand Lars Lindskov og ledelsen satser på en stor model, som kan give flere spilleflader. Samtidig skal det nye kompleks indrettes mere praktisk end de gamle bygninger, der var opstået ved knopskydning, efterhånden som de enkelte haller og bygninger blev opført gennem årene. Prisen på det foreslåede projekt er over hallernes genopbygnings-budget og det beløb, som Jyllinge-hallerne har modtaget fra sit forsikrings-selskab Top Danmark. - Vi har forhandlet længe med dem og blev enige om at takke ja til denne erstatnings-sum. Så ved vi, hvad vi har, og så kan vi komme videre, forklarede Lars Lindskov, som nu sammen med bestyrelsen vil prøve at hente de manglende penge fra fonde og andre kilder. - Om det er realistisk at gennemføre, er svært at sige, for vi har mange ubekendte på finansierings-siden. Hvis der kommer til at mangle penge, kan Jyllinge-hallerne blive ned til at barbere på det ambitiøse genopbygnings-projekt eller bygge i etaper. Men det sidste kan hurtigt vise sig at blive dyrere, og så vil der i begyndelsen mangle plads til nogle af brugerne. tk