Fortsæt til indhold

Ole Daugbjerg er sat til at skabe vækst

Sønderborg Vækstråd bliver tidligere Danfoss-direktør Ole Daugbjergs næste store udfordring. 2.500 nye jobs er et mindstemål

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I over 20 år har der stået direktør på Ole Daugbjergs visitkort. Først for en kommunikationsvirksomhed, så i Danfoss og senere i egen virksomhed. På det nye visitkort står der stadig direktør, men nu er det for Sønderborg Vækstråd.
For at komme dertil har han arbejdet sig ned gennem Jylland.
“Jeg er født i Nordjylland men vokset op i Hammel uden for Århus. Nu bor jeg i Sønderborg, og fortsætter jeg sydpå, bliver jeg enten våd eller tysker,” smiler Ole Daugbjerg i sit nye kontor, der vidner om, at det ikke er så længe siden, at han satte sig i sin nyeste chefstol.
Herfra skal han være primus motor i bestræbelserne på at sætte skub i det lokale erhvervsliv - ikke mindst i områdets små og mellestore virksomheder.
“Sønderborg Vækstråd er en ny konstruktion, og som navnet siger, drejer det sig om at skabe vækst,” slår Ole Daugbjerg fast.

På virksomhedsbesøg

“Det hele er meget nyt, og vi er stadig i gang med at få de administrative ting på plads. Men som noget af det første tager vi, og det vil sige repræsentanter fra byrådet, kommunens direktion og Sønderborg Vækstråd, ud for at besøge 125 af områdets virksomheder. Møderne kommer til at tage udgangspunkt i et spørgeskema. Vi vil nemlig gerne vide, hvad der skal til, for at de enkelte virksomheder kan vokse, hvad de har brug for, hvad de har af vækstplaner i skuffen, og hvordan vi som område kan understøtte dem. Til august har vi været hele rækken igennem, og det hele skal så munde ud i et 'god idé katalog', der kan danne grundlag for en optimal erhvervsservice,” forklarer han.
Attraktivt for ingeniører
“Vi har også en udfordring i at gøre Sønderborg-området endnu mere attraktivt for ingeniører og ingeniørstuderende. For godt nok har vi i forvejen en høj koncentration af ingeniører, men den skal gerne blive endnu større. Og så skal vi have fokus på turismedelen i sammenhæng med detailhandlen. Ikke mindst erhvervsturisme er et fokusområde. Om nogle år vil der stå endnu et stort hotel i Sønderborg, og allerede nu er vi i gang med at gøre klar til det. Sønderborg skal være den absolut foretrukne destination ved erhvervskonferencer om energieffektivitet, reduktion af CO2, og alt hvad der har med grænseregionen at gøre. På de områder har vi jo en unik position, og den skal vi være i stand til at udnytte endnu bedre,” siger Ole Daugbjerg.
“Endelig ligger der en opgave i at kommercialisere hele ProjectZero-indsatsen. Energieffektivitet rummer jo mange endnu uudnyttede muligheder for vækst,” vurderer han.
Slutmålet for indsatsen i Sønderborg Vækstråd er ikke mindst at skabe flere arbejdspladser.
“Hvis vi siger, at der er 2.500 små og mellemstore virksomheder i kommunen, så forventer jeg, at de om fem år allesammen har en medarbejder mere gennemsnitligt. Eller sagt på en anden måde, så skal indsatsen være med til at skabe mindst 2.500 flere arbejdspladser over de næste 5-6 år. Det er i hvert fald én måde at måle foreningens succes på,” påpeger Ole Daugbjerg.

Spørgsmål til direktøren

Hvad er god virksomhedsledelse for dig?
God ledelse er evnen til at formulere nogle mål og ikke mindst motivere til, at alle stræber efter at nå dem, fordi de gerne vil.
Hvad er det mest udfordrende ved at være virksomhedsleder i dag?
Alting forandrer sig med lynets hast. Det gælder teknologi, markeder, konkurrenter og rammebetingelser. Så det er i den grad nødvendigt at have alle sanser åbne.
Hvad er dit bedste råd til en, som overvejer at starte virksomhed?
Få sparring til at teste din forretningsidé – og når du føler, at du er klar, så giv den fuld skrue. Og så må du ikke være bange for at erkende, at der måske er områder, hvor du ikke lige er i dit es. Det er ikke svaghed, hvis du bare finder nogen, der kan supplere dig på de områder.