Kabaret i Ravmuseet
Søndag d. 8. marts kl. 15 er der koncert i Ravmuseet i Oksbøl med sangeren Mads Elung-Jensen, der ledsages på accordeon af Dirk Raves
Programmet er en kabaret, ”Besat”, med musik fra tiden omkring 2. verdenskrig, bl.a. viser af Poul Henningsen og kendte sange som blandt andet ”Den blå anemone”., ”Man binder os på mund og hånd”, ”To som elsker hinanden” og ”Altid frejdig, når du går”.
“Besat” handler om de to store konflikter mellem Danmark og Tyskland, tabet af Slesvig-Holsten og Sønderjylland i 1864 og den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig
Det er en lidt anden form for koncert, idet den blander fortællinger fra historien, historier om de kunstnere, der skabte musik i perioden, og opførelse af deres musik.
Den nazistiske censur var medvirkende til, at revyscenen måtte udfolde alt sit vid og poetisk omskrive alle referencer til frihed fra overmagten. Især arkitekten, forfatteren og fritænkeren Poul Henningsen benyttede lejligheden til sublimt at sammenkæde den personlige, ikke mindst erotiske frihed med frihed over for alle arter af overgreb og besættelse.
De musikalske svar centrerer sig omkring 30'erne, 40'erne og 50'erne, med spring tilbage til antikken og op til tyske og danske Melodi Grand Prix-triumfer og fiaskoer.
Bredt repertoire
Mads Elung-Jensen er en sanger med et meget bredt repertoire inden for lyrisk opera, operette og moderne musikdramatik. Kirkemusikken, især evangelistpartierne i Bachs passioner, og de store lieder hører også til hans repertoire. Han har stor kærlighed til kabaretten og grundlagde i 2005 ensemblet «KopenhagenKabarett» og i 2013 ensemblet «Die Goldvögel». Han er forfatter af talrige kabaretprogrammer. Fra 2010 har Mads boet i Berlin, hvor også Dirk Raves er bosiddende.
Dirk og Mads har optrådt sammen siden oktober 2012. Allerede fra deres første fælles optræden blev deres usædvanlige samarbejde bemærket. Både i København og i Berlin har de begejstret fulde huse med såvel med deres berliner program «Ein bisschen Leichtsinn» som med «Besat».
Koncerten er arrangeret af Varde Musikforening. Entre ved koncerten er 125 kr., 100 kr. for studerende og pensionister. Musikskoleelever under 25 år kommer ind for 20 kr.