Spejderchefer til topmøde i Sønderborg
Der er tale om et nationalt topmøde, når cirka 100 spejdere og spejderchefer fra hele landet samles i Sønderborg
Spejderuniformer og tørklæder i mange farver vil sætte præg på Sønderborg i weekenden den 6.-8. marts. Her mødes både ledelsen for Spejdernes Lejr 2017 og alle lejrens underudvalg, og samtidig holdes årsmøde for ledelserne i de fem spejderkorps, der står bag Spejdernes Lejr. Det bliver til i alt cirka 100 spejdere og spejderchefer.
Siden Sønderborg sidste år blev udnævnt til værtskommune for megalejren i 2017, har ledelsen for Spejdernes Lejr holdt møder med to måneders mellemrum i byen for at lære området godt at kende. Men dette bliver den hidtil største forsamling, og i den anledning vil Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, mødes med spejderfolket og takke for samarbejdet hidtil.
Spejderne indlogerer sig og holder nogle møder på Sønderborg Vandrehjem, men har også møder i bygninger på Kær Vestermark, hvor lejren skal findes sted, og i Alsion.
Begejstring retur
Cirka halvdelen af gæsterne kommer for at deltage i årsmødet for spejderne i Danmark, der samler fem spejderkorps. Årsmødet bruges til at drøfte aktiviteter og projekter, der hæver sig op over de enkelte korps, men støtter spejderlivet generelt.
"Vi glæder os rigtigt meget til at komme til Sønderborg og se den lejrplads, vi skal boltre os på i 2017 og se området med spejderbriller. Det er et højdepunkt at mødes med så mange spejdere og spejderchefer, som brænder for en fælles sag. Jeg håber, at vi kan bringe noget af den begejstring retur, som vi har mærket strømme fra Sønderborg i det seneste års tid," siger Christina Palmstrøm, der er formand for kredsen af spejderchefer i Danmark og kommer fra Frederikshavn
Deltagerne i årsmødet tager af sted igen lørdag. For det tilbageværende selskab er der planlagt fælles middag og aftenprogram på Alsion efterfulgt af en aftengåtur gennem Sønderborg.
Fakta
Sønderborg Kommune er vært for Spejdernes Lejr 2017, som holdes 22.-30. juli på Kær Vestermark med ca. 40.000 danske og internationale spejdere.
Det er de fem danske spejderkorps, tilsammen 'Spejderne', der i fællesskab arrangerer Spejdernes Lejr. Spejderne består af: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.