Kom ind bag murene hos Retten i Sønderborg
På søndag den 1. marts kan man komme 'bag kulisserne' og få Retten i Sønderborg at se indefra.
Alle har således mulighed for at finde ud af, hvordan en straffesag foregår, hvordan en retssal og en fangecelle ser ud, og hvad arbejder fogedretten og skifteretten egentlig med.
Retten i Sønderborg holder nemlig åbent hus søndag den 1. marts fra kl. 10 til 14 på Stationsvej 10 i Sønderborg.
"Vi vil meget gerne vise vores retsbygning frem og samtidigt fortælle om, hvad domstolene laver. Det er selvfølgelig helt gratis at deltage. Også børn og unge er velkomne," siger dommer Leon Fredgaard.
Der vil være rundvisning i Retten i Sønderborgs lokaler med mulighed for at se retssale, landsrettens bitingsted og de områder, der normalt ikke er adgang til, blandt andet celleafsnittet, voteringslokaler osv.
Henholdsvis kl. 10.15 og 11.45 afholdes et 'rollespil' baseret på en virkelig straffesag. Bagefter er der mulighed for at stille spørgsmål til dommeren, anklageren og forsvarsadvokaten.
Man kan læse mere om arrangementet på Retten i Sønderborgs hjemmeside domstol.dk/Soenderborg.