Fortsæt til indhold

Direktør Søren Madsen bliver ny formand for turistforeningen

World of Adventure-direktøren er klar til at stå i spidsen for Kolding Turistforening

Arkiv
Natalie Stratigos

Kolding Turistforening skal have ny bestyrelsesformand, og han er allerede så godt som fundet. Det bliver formentlig Søren Madsen, direktør for World of Adventure.

“Jeg har stillet mig til rådighed, og hvad jeg ved af, så er der opbakning til det fra bestyrelsen, og jeg har ikke hørt om, at der skulle være andre der også stiller op,” siger han.

Søren Madsen har siddet i bestyrelsen for turistforeningen i en årrække, og er nu klar til at overtage formandstitlen.

“Jeg er inde i mange af de ting, der foregår i byen. Jeg kender mange interessenter og aktivitetsudbydere, fordi jeg også selv er en del af turistindustrien. Det er en del af min hverdag, så det er helt naturligt for mig. Og så synes jeg jo, at arbejdet med byens turisme er rigtig spændende,” siger han.

Søren Madsen vil blandt andet arbejde for at få Christiansfeld på verdenskulturarvlisten, men han vil også kaste sig over mere lavpraktisk arbejde.

“Vi vil også gerne skabe nogle pakkeløsninger gennem samarbejde mellem aktiviteter og attraktioner”.

Søren Madsen overtager posten efter Peder Madsen, direktør for Hotel Koldingfjord, der officielt trækker sig til generalforsamlingen den 27. marts efter fire år på posten.