Fortsæt til indhold

Statslige arbejdspladser til Jylland

Den sydjyske folketingskandidat, Christian Rabjerg Madsen (A), som til daglig arbejder i Varde Kommune, er kommet i foreningen Staten i Hele Danmarks bestyrelse

Arkiv
Arkiv

En ny forening med den tidligere transport- og sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, i spidsen som bestyrelsesformand har set dagens lys. Foreningen hedder Staten i Hele Danmark og har som erklæret mål, at flere statslige arbejdspladser skal placeres udenfor København.
Med i foreningens bestyrelse sidder den lokale folketingskandidat, der til daglig arbejder i Varde Kommune, Christian Rabjerg Madsen (S). Christian Rabjerg Madsen glæder sig til at arbejde i spidsen for en slagkraftig forening, der på tværs af regioner og landsdele kan gøre en forskel for væksten udenfor København.
”I dag ligger 36 ud af 43 statslige styrelser i hovedstadsområdet. Det skal ændres, så vi får et Danmark i balance. Statslige arbejdspladser bidrager til lokal vækst. Derfor skal de selvfølgelig ikke placeres i hovedstadsområdet alle sammen. Det er helt skævt," siger Christian Rabjerg Madsen.
Bestyrelsesformand for Staten i hele Danmark, Jakob Axel Nielsen, ser frem til arbejdet.

Flere opgaver udenfor hovedstaden

”Foreningen Staten i hele Danmark vil med udgangspunkt i de kompetenceklynger, der findes i provinsen arbejde for, at flere statslige opgaver løses udenfor Hovedstadsområdet, og vi vil gøre det samlet på tværs af landsdele, så der ikke opstår konflikter mellem regionerne," siger formand Jakob Axel Nielsen. Christian Rabjerg Madsen håber, at foreningen kan bidrage til, at flere statslige arbejdspladser placeres i det Syd- eller vestjyske, men understreger, at det er afgørende, at den nye forening arbejder sammen på tværs af landsdele.
”Det ville være fantastisk, hvis Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg fik følgeskab af flere styrelser i vores område. Men hvis vi i den nye landsdækkende forening skal have succes med at trække de statslige styrelser og arbejdspladser væk fra København, så er det vigtigt, at vi arbejder sammen og ikke kæmper om de samme arbejdspladser. Den splittelse gavner kun København," siger Christian Rabjerg Madsen (S).
Christian Rabjerg Madsen understreger samtidig, at det er afgørende, at de statslige styrelser placeres med omtanke, når de rykkes væk fra hovedstadsområdet.