Fortsæt til indhold

Og de nominerede er...

To foreninger og en enkeltperson er nomineret til prisen

Arkiv
Arkiv

Kulturprisen på 10.000 kroner bliver uddelt til en person, gruppe, forening, organisation eller institution i Kolding Kommune, der har gjort sig særligt bemærket på den kulturelle scene i det forgangne år.
Det er borgerne selv, der har indstillet kandidater til Kulturprisen. Mange har sendt forslag ind, og ud fra dem har et udvalg nedsat af Kulturudvalget nu udpeget tre nominerede:

Lars Gregers Hansen, journalist og filmmand. Lars Gregers Hansen nomineres for sit arbejde med at lave film om lokalhistoriske fortællinger.
”Lars Gregers Hansen har i de seneste år lagt et stort arbejde i en række dvd-film om Koldings historie. Film, baseret på lokalhistoriske filmoptagelser, fotos samt interviews af Koldingborgere. Han er en ildsjæl, der formår at få Kolding på video”, lyder det bl.a. fra indstillingerne.

Litteratur6000 Foreningen. Litteratur 6000 nomineres for sit store engagement med at fremme litteraturen, bl.a. gennem en stor og bred palette af arrangementer.
”Litteratur6000 er en kulturel højdespringer. Og en sprællevende forening, der er kommet godt igennem de første ti leveår og som lyser stærkere år efter år,” lyder det fra en borger.

Munkensdam Musical Forening. Den elevdrevne forening nomineres for sit arbejde med at sætte den årlige musical op på Munkensdam Gymnasium.
”Munkensdam Musical Forening skaber ud over den kunstneriske oplevelse for publikum også et helt fantastisk og exceptionelt sammenhold for de omkring 100 involverede elever”, lyder det fra indstillingerne.

”Jeg er glad for at kunne nominere tre virkeligt engagerede og virkelystne aktører til Kulturprisen. De tre nominerede sætter hver især et markant og mangfoldigt præg på kulturlivet i Kolding”, siger formand for Kulturudvalget, Jesper Elkjær (R).

Kulturprisen på bliver uddelt torsdag den 5. marts ved en særlig event for de frivillige foreninger og aktører i Koldings kulturliv.
I 2014 gik Kulturprisen til Genforenings- og Grænsemuseet.