Ældre hjælper ældre med indkøb
Det er nu ti år siden, at en indkøbsordning for ældre så dagens lys
Det kan være sin sag at klare de daglige indkøb, når man er kommet op i årene, men i Augustenborg og omegn er der hjælp at hente. Det skyldes den indkøbsordning under frivilligforeningen Ældre Hjælper Ældre, som i nu ti år har hjulpet ældre medborgere med at få købt ind.
Der var engang, hvor en hjemmehjælper også kunne hjælpe til med indkøb, men da den mulighed forsvandt, trådte Ældre Hjælper Ældre til og startede en indkøbsordning.
"I starten var vi 6-7 frivillige i ordningen, som havde en enkelt tur om ugen, hvor vi lånte ungdomsskolens bus. I dag er vi omkring 24 i indkøbsordningen, og hver fredag er 17-18 af os i sving med i alt fire ture, hvor kommunen yder tilskud til transporten," fortæller Anne Marie Christoffersen, som har været med siden starten for ti år siden.
"Halvdelen af os klarer opgaven som hjælpere i bussen og som chauffører, mens den anden halvdel hjælper til med selve indkøbene. Kan en af de ældre ikke klare turen i bussen, kan man lægge en indkøbsliste i en taske, så klarer vi også det," smiler Bodil Hykkelbjerg, som også har været med siden begyndelsen.
"Efter veloverstået indkøbsture får vi os altid en kop eftermiddagskaffe sammen, for det sociale i Ældre Hjælper Ældre er selvfølgelig også en del af at være med," siger Anne Marie Christoffersen.
"Der er altid brug for frivillige i Ældre Hjælper Ældre blandt andet som besøgsven. Men lige nu mangeler vi ikke nogen i indkøbsordningen," fortæller Ulla Pedersen, som er formand for Ældre Hjælper Ældre, der foruden indkøbsordningen har flere andre undergrupper. F.eks. besøgsvenner, skubbere og hjælpende hænder for at nævne nogle.