Fortsæt til indhold

Rishøj viste fin moral

Arkiv
Per Møller

Rishøj Boldklubs 2. Divisionshold viste flot moral i sidste lørdags træningskamp på udebane mod Greves Danmarksseriehold. I andenhalvleg lignede det en sikker sejr til Greve, men Rishøj fik vendt billedet og kunne drage hjem med uafgjort 3-3.
Rishøjs målscorere var William Kvist 2 og Simon Backmann.
- Vi fik igen scoret pænt med mål - men fik desværre også foræret nogle dumme mål væk. Mange af de mål vi får imod os er fordi vi forærer dem til modstanderne. Det skal vi have elimineret - ellers synes jeg at forsvaret står godt og virker godt organiseret. Men kan vi få lært af fejlene i træningskampene, er det jo fint, siger træner Thomas Skov, der også har store roser til den dobbelte svenske målscorer William Kvist, der ligner et rigtigt godt aktiv for klubben.
- William er en dygtig og klog spiller som både kan bruges i angrebet og på den offensive midtbane. Nu skal vi lige have flere til at byde ind offensivt, så synes jeg det begynder at se rigtig godt ud, siger Thomas Skov, der også kan se lys omkring skadessituationen i klubben.
Mod Greve sad spillere som målmand Steffen Fasting, Carsten Petersen, Søren Bødker, Jacob Jensen, Morten Damborg, Malthe Meyer Carlsen og Morten Christensen over med skader.
I weekendens kamp mod BK Frem forventes det at de fire førstnævnte vender tilbage og kan få kamptræning i benene.
Kampen mod BK Frem spilles lørdag den 7. marts kl. 11.50 i Valby Idrætspark.